Find foreningsmedlemmer på Boblberg

Oprettet: 13.03.2023

Boblberg er en borger-til-borger-portal med over 2.900 aktive brugere fra Ringkøbing-Skjern Kommune, og der kommer løbende flere til. Her har borgerne mulighed for at oprette opslag i form af bobler, som inviterer til aktiviteter, interesser, oplevelser og meget mere i fællesskab med andre. Gennem boblerne kan borgerne møde medborgere med samme boblende interesser, hvad enten det er nogle at træne med, strikke med, lave mad sammen med eller blot nye venskaber.

Brug Boblberg i din forening

Du kan bruge boblberg til at finde nye medlemmer eller deltagere i din forening, hvis du skriver til en bobl og inviterer dem med til din foreningsaktivitet. Det er som regel ikke effektivt at oprette en bobl som forening, og så bare vente på henvendelser. Det er meget bedre, at skrive til de andre brugeres bobler og spørge, om ikke de vil med i dit fællesskab. Især, hvis du kan tilbyde, at I kan tage afsted sammen de første par gange, så man ikke behøver dukke op helt alene. 

Styrker fællesskabet
Det er vigtigt for menneskers trivsel og livskvalitet, at de indgår i sociale fællesskaber. Boblberg skaber netop grundlag for dette ved at lade de lokale borgere boble sammen online. Det er borgerne selv, der opretter bobler, og så kan andre slutte sig til. Boblberg er en fleksibel mulighed, der gør det nemmere for borgerne at være aktive sammen med andre og skabe nye fællesskaber.

I Ringkøbing-Skjern Kommune er der stor fokus på fællesskabet, og her er Boblberg det nyeste tiltag, der skal inspirere og invitere borgerne til at bruge deres lokalsamfund på nye måder og i fællesskab med andre. På samme måde kan boblerne give inspiration til de borgere, der har et ønske om at være frivillige.

Vi håber, at du vil bruge Boblberg i din forening, så jeres fællesskab kan blive endnu større

Denne besked er relevant indtil: 27.03.2023